Kampkunstens oprindelse
Denne historiske sektion af hjemmesiden bygger på Sensei Morio Higaonnas bøger, videoer og dvd´er. For en mere detaljeret historisk baggrund af Goju Ryu karate anbefaler vi Sensei Morio Higaonnas bog "The History of karate".
Indledning
Der har altid eksisteret et behov hos mennesket for at forsvare sig selv. Arkæologiske fund indikerer, at man allerede i meget gamle civilisationer kendte til kampkunst. Man kender f.eks. til tegninger i gamle ægyptiske gravkamre af mænd i karate-lignende stillinger. Disse kan dateres måske helt op til 5000 år tilbage. Man kender også til ca. 3000 år gamle Babyloniske kunstværker, som viser fundamentale paradeteknikker, vi stadig bruger i dag. Man regner med, at kampkunst-teknik blev introduceret til Indien fra Tyrkiet længe før Silkevejene blev etableret. Det var dog i Indien og i Kina, at kampkunsten blev udviklet til et mere sofistikeret niveau. I det sydlige Indien opstod en kampkunst, der blev kendt som Kalaripayt.
Bodhidharma
Forskellige varianter af asiatisk kampkunst forekom allerede meget tidligt i historien. Den berømte Zen-Buddhistiske munk Bodhidharma anerkendes dog som en af de største gudfædre til moderne asiatisk kampkunst. Ifølge legenden ankom Bodhidharma til den kinesiske provins Hunan fra Indien omkring år 520 for at udbrede Buddhisme. Han tilbragte 9 år i templet og praksiserede ofte dyb meditation i en klippehule, som lå i nærheden af Shao Lin templet.
Bodhidharma underviste templets munke i metoder, hvormed de kunne styrke krop og sind. Det var nødvendigt for munkene at forbedre deres fysiske og mentale færdigheder for at kunne udholde den strenge meditation. Bodhidharma introducerede bl.a. 18 kata og 2 sutraer. Bodhidharma regnes for at have haft afgørende indflydelse på den asiatiske kampkunst, hvorfra flere forskellige grene udsprang - bl.a kinesisk Kempo.
Våbenforbud indføres på Okinawa
Okinawa var oprindeligt et selvstændigt kongedømme med gode relationer til både Kina og Japan.
I 1477 opstod et oprør og dermed et nyt dynasti på Okinawa, efter at det gamle var brudt sammen. Det blev kaldt Sho-dynastiet. Som noget af det første indførte den nye konge, ved navn Sho Shin, et totalt våbenforbud. Alle våben blev konfiskeret og bragt til kongens slot i Shuri. Alle adelige personer og deres familier blev beordret til at bo i den royale hovedstad, så kongen kunne holde øje med dem.
Våbenforbudet gav anledning til, at to former for kampkunst så dagens lys: Te og Kobudo.
I Kobudo brugtes almindelige dagligdags redskaber som fiskegrejer, landbrugsremedier og simple vandrestave som våben og udvikledes med tiden til meget avancerede kampformer. I Te trænede man på at gøre selve kroppen til et våben. Al træning foregik i det skjulte og udelukkende med det formål at kunne forsvare sig selv. Det var ikke før introduktionen af Kinesisk Kempo til Okinawa, at Te udvikledes til den sofistikerede kampkunst kendt som Karate , hvor der blev lagt vægt på at udvikle sig åndeligt og spirituelt såvel som fysisk.
Japansk invasion af Okinawa
I 1609 invaderede den Japanske Satsuma klan Okinawa og underlagde sig øen. De opretholdt våbenforbudet for at holde kontrollen over befolkningen. Dette var blot med til at forstærke udviklingen af de Okinawanske kampformer. Udadtil, og specielt i forhold til Kina, opretholdt man en facade af loyalitet over for den Kinesiske kejser. På den måde kunne man fortsætte den lukrative samhandel med Kina, som ellers ikke ville have været mulig pga. Kinas og Japans noget anstrengte forhold til hinanden. Først i 1879, efter opløsningen af shogunatet og det feudale styre i Japan, blev Okinawa officielt en del af Japan. Det har øen været lige siden.
Pga. den livlige handel og udveksling af kultur imellem Okinawa og Kina, var det uundgåeligt, at også Kinesisk Kempo fandt vej til Okinawa bl.a. via Kinesiske diplomater, købmænd, adelige osv. Flere Okinawanere drog da også til Kina og vendte hjem med kendskab til de Kinesiske kampformer.